Inspiration

Fra indekat til udekat?

Har du en kat, og står du i den heldige situation, at du skal flytte fra hus eller lejlighed, hvor der ikke har været have eller naturområde i lejligheden, til en bolig med adgang til naturskønne omgivelser, kan du måske være i tvivl om, hvad der skal ske med din kat. Hvis din kat altid har været vant til at være indekat, kan der opstå tvivl om, hvorvidt den skal blive ved med det, eller om den skal have adgang til den store verden, som ligger forbi døren.

Om en kat har det bedst som inde- eller udekat er et skønsspørgsmål – nogle katte vil have det godt som indekatte, mens andre har bedst af at have udendørsadgang. Hvis det er nyt for din kat at skulle færdes ude, kan det være en rigtig god investering at installere en kattelem, så den altid har mulighed for at suse ind og ud.

Hvis du gerne vil have, at din kat skal have mulighed for at mærke græsset under sine poter, har vi her samlet en række gode råd til hvordan, du kan gribe det an.

Vent til katten er mindst 5 måneder

Et vigtigt råd er, at du skal vente til din kat er mindst 5 måneder gammel, da det først er her, at en kats stedsans er ordentligt udviklet. Hvis din kat skal introduceres til et nyt område, er det jo vigtigt, at katten kan finde hjem igen.

Gør din kat udeklar

En anden vigtig detalje, hvis du ønsker, at din kat skal gå fra inde- til udekat, er selvfølgelig at få katten kastreret/neutraliseret, øremærket og chippet. Kastration modvirker, at katten får lyst til at strejfe, og ligeledes ikke er lige så territorial, så katten ikke havner i slagsmål. Chip og/eller øremærke har til formål at vise, at katten har en ejer. Så hvis katten skulle blive væk, vil den nemmere kunne komme tilbage, hvis den bliver fundet.

Ligeledes er det vigtigt, at din kat har de relevante vacciner. Det er også en god ide at give katten regelmæssig ormekur.

Når din kat får adgang til græs og udendørsarealer, er der stor sandsynlighed for, at der sætter sig flåter eller lopper i dens pels. Tjek derfor pelsen jævnligt, så du kan komme af med utøjet i tide.

Lad katten vænne sig til det nye hjem

Hvis I lige er flyttet, er det en god idé ikke at lukke katten ud med det samme. Lad katten vænne sig til det nye sted, så den ved, hvor den skal komme hjem til igen – og at det er dens nye hjem.

Det kan også være en god idé at gå ud sammen med katten, første gang den skal ud. Det giver katten en tryg base, så den har mere mod på at vove sig ud i det ukendte.

Lær din kat at gå i sele

Hvis din kat aldrig har sat poten uden for en dør, kan det være en meget voldsom oplevelse bare at blive lukket ud. Hvis du ikke er helt tryg ved at lade katten fare ud på egen hånd, kan det være en idé at starte med at lære den at gå i sele. Start med at øve jer inden døre, så det ikke bliver for meget med for mange nye indtryk.

På den måde er du altid i nærheden, og din kat bliver ikke overstimuleret af alt det nye. Denne metode er særligt godt til forsigtige eller ældre katte, som måske vil have sværere ved at vænne sig til livet uden for deres vante rammer. Når katten, og du, er ved at være trygge ved den nye verden, kan du prøve at tage selen af.

Hold katten inde om natten

Selvom katten til tider er et nataktivt dyr, kan det være en god idé at starte med at holde katten inde om natten. Natten er et tidsrum på dagen, hvor der er en større risiko forbundet med at være ude.