Have

Ny græsplæne? Sådan gør du

Der kan være flere årsager til, at man skal have anlagt en ny græsplæne. Måske har du købt en ny bolig, ny grund til erhverv, måske har haven fået en ordentlig overhaling, eller måske har du fået indlagt jordvarme. Men hvad gør man så, når man står med en helt nøgen have, som helst skulle blive til en flot, grøn og frodig græsplæne?

Herunder kan du blive klogere på, hvordan du får en ny, lækker græsplæne, der hvor du mangler en. Der er nemlig nogle ting, som du bør være opmærksom på, når du skal have anlagt en ny græsplæne.

Hvilken slags græsplæne vil du gerne have?

Der findes et hav af forskellige græsfrøblandinger at vælge i mellem. De passer til forskellige typer plæner og voksesteder, så før du går i gang med at anlægge en ny græsplæne, er det en god idé at overveje, hvad din græsplæne skal bruges til – og hvilken type, du helst vil have.

Hvis plænen skal kunne holde til fodbold eller anden vild leg, er det eksempelvis en god idé at vælge en mere robust – hvis du derimod ønsker en fin, mosfri plæne er en anden sort måske mere oplagt.

Disse forhold spiller ind, når du skal anlægge ny græsplæne

Noget, du bør være opmærksom på, er:

  • Hvordan jordbunden er
  • Hvor meget sol og skygge, plænen vil få
  • Om grunden skråner
  • Hvordan du gerne vil have den til at fremstå
  • Hvor meget vedligeholdelse, du vil lægge i det

Du bør ligeledes vælge plæne efter, hvordan jordbundsforholdene er på din grund. Er jorden meget leret, eller er den nærmere sandet?

Det er ligeledes vigtigt at overveje græsplænens placering. Er plænen meget i skyggen har græsset ikke samme vækstbetingelser, hvorimod en plæne, som bliver udsat for megen sol kan risikere at blive svedet om sommeren.

Skråner grunden kan dette også have indflydelse på plænen. På skråninger har vandet en tendens til at løbe af, så græsset måske ikke får vand nok, men græsset i den lave ende kan risikere ligefrem at få for meget vand.

Det kan derfor være aktuelt at vælge flere forskellige græssorter, som er tilpasset til de forskellige forhold, som findes på grunden.

Hvornår er det bedst at anlægge græsplæne?

Sæsonerne har også noget at sige, når man skal anlægge en ny græsplæne. Græsfrø spirer nemlig bedst, når jorden er let fugtig, og temperaturen er over 10 grader. Jorden må dog heller ikke være for klæbrig og våd eller for tør og støvet.

Derfor er det optimale tidspunkt at anlægge græsplæne som regel i august eller september, hvor forholdene er bedst for græsset. Her er jorden nemlig varm efter sommeren, mens det ofte regner, så jorden ikke tørrer ud.

Man kan dog også plante græsfrøene om foråret, hvor de bare vil spire lidt langsommere. Du kan dog risikere at skulle vandet græsset, når det bliver sommer, hvis jorden er tør på grund af for lidt regn. Dette er ikke at foretrække, eftersom det er spild af vand, når man kan vælge at plante på et andet tidspunkt, hvor græsset vandes naturligt.

Sådan anlægger du en ny græsplæne

Det er helt essentielt, at du forbereder jorden, inden du sår græsset. Er jorden for sammenpresset, vil frøene have meget svært ved at spire, fordi der ikke er nok vand eller luft i jorden. Det samme gælder i en ældre have, hvor det også er nødvendigt at forberede jorden.

Her er 6 trin, som du kan følge, når du skal forberede jorden:

  • Fræs eller grub jorden igennem, så den bliver løs og luftig
  • Giv jorden et lag muld blandet med grus og kompost eller gødning. Bland det grundigt med de øverste jordlag
  • Ret jorden af, så den bliver plan. Riv grundigt igennem
  • Spred en passende mængde græsfrø jævnt over hele området. Der står på din pakke, hvor mange gram, der skal til per kvadratmeter
  • Riv jorden igennem igen, så frøene blandes med jorden
  • Troml til slut jorden, så den bliver fast, og frøene får god jordkontakt

Når du har sået græsset, er det vigtigt, at du lader græsset få ro til at etablere sig og skabe et godt rodnet. Derfor bør du som minimum vente med at slå græsset, til det er 8 cm langt. Første gang skal græsset ligeledes kun klippes ned til 4-5 cm.