Have

Indret haven og få det bedste ud af den

Det er skønt med en have, hvor du kan nyde naturen helt uforstyrret. Men får du det optimale ud af din have? Hvis ikke er det måske på tide. Du behøver hverken en gartner eller havearkitekt for at indrette din have til et skønt opholdssted.

Læs med her, og få et par tips med på vejen.

Indret små rum

Hvis du har et skur i haven, er det oplagt at gøre det til et hyggeligt opholdsrum, der indeholder andet end haveredskaber. Hæng gerne en opslagstavle op og skab lidt personlighed i rummet. På opslagstavlen kan du eksempelvis hænge sjove familiebilleder, som du har printet ud, eller du kan sætte gode citater op på tavlen. Det er en god måde at skabe lidt liv i et ellers kedeligt rum.

Se på din have og find ud af, om der er et hjørne i haven med masser af sol. Er der det, så placer en lille, sød bænk – så har du altid en plads, hvor du kan nyde solens varme stråler. En praktisk variant kunne være en opbevaringsbænk, så du kan opbevare hynder og plaider i den og hurtigt finde dem frem, når du sidder i din hyggekrog.

Når sol og sommer for alvor kommer frem, er det befriende at spise sin mad under åben himmel. Skab derfor en hyggelig spiseplads, hvor der er god plads til et stort havebord, stole og en parasol. Sørg for at indrette spisepladsen tæt på en indgang til huset. Det danske vejr er lunefuldt, og derfor er det en fordel at være tæt på indgangen, hvis det pludselig begynder at regne. Og så er det naturligvis også praktisk i forhold til at tage af bordet.

Ved at dele haven op i små rum får hver zone i haven forskellige formål, og det gør din have meget mere funktionel og anvendelig.

Giv nyt liv med planter og pynt

Blomster og planter er et must i din haveindretning. Det er dem, der skaber hygge og stemning rundt om den grønne græsplæne. Plant dem i smukke krukker og sæt dem rundt om i haven. Men gå efter at sætte krukkerne sammen i små grupper frem for at placere dem med stor afstand. Det er med til at understrege og samle de små kroge og rum i haven. Sørg også for at vælge krukker i samme nuancer og materialer, så udtrykket i din have ikke bliver en rodet affære.

Plant både blomster og planter i dine krukker. Mange har tendens til at tænke, at blomster vil skabe mest liv, men faktisk er smukke grønne planter lige så effektive på det område. Det er dekorativt med en kombination af planter og blomster, men sørg for at vælge blomster i rolige, neutrale farver, så de matcher planterne bedst muligt – det giver dig det et harmonisk og smukt resultat.

Glem heller ikke, at lanterner, lyskæder og tekstiler alle bidrager til at skabe en helt særlig stemning. Sæt eksempelvis et lille cafésæt i et overdækket hjørne med læ og hæng soldrevne lyskæder op i det overdækkede. Det giver en lille stjernehimmel og gør det hyggeligt at sidde med et lunt tæppe om, når mørket falder på.

Dyrk et krydderurtebed

Som en del af haveindretningen er et krydderurtebed et både fint og praktisk projekt. Det ser ikke bare smukt ud i din have, men du kan også nyde godt af friske urter i din madlavning. Overvej placeringen af dit urtebed. Sæt det et sted, hvor det er nemt at tilgå, når du står med hænderne i kødgryderne. Så får du allermest gavn af det.

Lav en base af bærende urter, der tåler at tørre ud, i bedet. Det kan eksempelvis være rosmarin, timian oregano. Sæt også gerne salvie, der med sine violette blader giver et smukt spil til de grønne urter. Tilsammen danner de et sandt duftmekka.

Når du planter urterne, gør det ikke noget, at det er smukt at se på, men du skal også tænke over, hvilke urter du bruger mest i din madlavning. Og dem skal du naturligvis sætte flest af.